Om

Historien bag GripFixer

I januar '17 kom ideen til mig. Jeg havde i løbet af ugen haft flere træninger med børn i alderen 7-12år. Børn, der faktisk godt kunne spille, og udviste talent. I løbet af den uge havde jeg nævnt "husk lige grebet" en del gang - bare som en venlig reminder til de mange børn, når de stod klar til at hamre et overhåndsslag afsted med stegepandegreb - og det er bestemt ikke den eneste gang.

Stegepandegrebet. Det er den almindelige træners betegnelse for den "naturlige" måde at gribe ketsjeren på. Præcist som man ville man tage fat i en stegepande. Eller en tæppebanker...det fungerer bare ikke til badminton.

Alle gange, de nødvendige rettelser blev italesat, var det med den glæde (som alle undervisere kan nikke genkendende til), der er forbundet med at undervise børn. Samtidig med den glæde, kan der dog også snige sig nogle frustrationer ind. "Nu har jeg sagt det for 50. gang - hvorfor står de stadig og laver samme fejl", "gider de ikke lære det", "hvor svært kan det være", og hvad der nu ellers kan snige sig ind i tankerne en gang imellem. 

Jeg har tidligere forsøgt (og kender også mange andre trænere, der har forsøgt) med fx tegnestifter sat ind i håndtaget, tape barnets hånd, og tegne på håndtaget.

Alt sammen løsninger, der fungerer, men ikke tilfredsstillende nok. Tegnestifter gnaver/skaver huden. Tape låser barnets hånd og begrænser fleksibilitet, og er ikke så venlig imod huden.

Ved tegning på håndtaget, kan barnet se hvor de skal holde, men ikke mærke - hvilket også betyder at de bevidst eller ubevidst kan ændre grebet til stege-/tæppebankergreb.

GripFixer løser alle disse grebsudfordringer. 

Hvor ideen kom fra - det ved jeg ikke helt. Men da den kom, gik jeg i fuld sving med at udvikle og teste. Jeg tænkte "alle de trænere, forældre, og ikke mindst børn der kan få glæde af det."

Først var det med noget ler på et håndtaget af en gammel smadret ketsjer. Næste skridt krævede nogle kompetente folk. Dette betød et samarbejde med DTU om at designe og udvikle GripFixer.

Løbende har jeg testet på børn, samt fået feedback fra andre trænere - det har taget tid og kostet mange kræfter - men da jeg virkelig ønsker at levere et godt produkt, har jeg ikke ønsket at forhaste processen og gå på kompromis med kvaliteten.

Personen bag GripFixer

Opfinderen bag og ejer af GripFixer er mig - Morten Dannerfjord.

Siden 2002 har jeg fungeret som træner. Jeg har været træner for alle typer ungdomsspillere - fra nybegyndere til medaljetagere til EM, og i alle aldre. Kort fortalt - så vil jeg ydmygt sige, at jeg har forstand på, hvad jeg laver og snakker om. 

  • Uddannet med DBF3 på trænerskolen. 
  • Ungdoms elitetræner i bl.a. Aarhus AB, Højbjerg, Solrød, Værløse, Lillerød, Hillerød, og Skovshoved. Samt 4 år som ungdoms cheftræner i sidstnævnte. 
  • Performance analyst for badminton landsholdet.
  • Uddannet med en kandidat i idræt, og en master i idrætspsykologi.
  • Underviser på trænerkurser. 

Værdier

Her hos GripFixer er det virkelig vigtigt for os - faktisk selve målet - at:

  • Begyndere får en god oplevelse med badminton. Det vil betyde at vi kan beholde dem i sporten længere, og de kan få flere af de fantastiske oplevelser med badminton.
  • Som kunde hos GripFixer er vores mål endnu enklere - at du oplever en god service.


Udviklingen af GripFixer

GripFixer er udviklet i samarbejde med DTU, og med feedback fra mange af landets top-trænere.

GripFixer er testet på over hundrede ungdomsspillere - alt fra begyndere til elitespillere.

Både for at sikre så god en ergonomi som muligt, og ikke mindst for at teste hvor godt GripFixer virker. 


Her er blot nogle af navnene på de trænere der har været med i udviklingsprocessen:

Steen Thomsen – Årets træner 2018. Cheftræner i Kolding. Kolding har de sidste år, solideret sig solidt som en af DK’s førende klubber indenfor talentudvikling

Rune Ulsing - U15 Landstræner. Cheftræner for både ungdom og senior i Hvidovre badminton.

Thomas Vitting – Bidraget med viden og erfaringer til flere afsnit i undervisningsmaterialet for miniton. Har været ungdoms cheftræner for Solrød’s bredde afdeling i mange år. Fungerer til dagligt også som skolelærer.

Caroline Ploug - Har været træner for mange begyndere og dygtige U9 og U11 spillere. Træner i Solrød i 6 år, hvoraf 3 af årene var som ansvarlig for netop U9 og U11. Er nu ansvarlig for U9 og U11 i Skovshoved på 3. år.

Tor Andreassen – "Mr. Højbjerg". Tor har været elitetræner i Højbjerg 17 år. Han har været med til holde Højbjerg i toppen af talentudviklingen i DK.

Peter Arvedsen - Når Peter kommer til en klub, så sker der udviklingsarbejde. Nomineret 2 år i træk ('17 og '18) til Årets træner. Medlemstallet ryger i vejret, og der kommer flere eliterækkespillere

Mikkel Assing – Ungdoms cheftræner og ass. ligatræner i Værløse. Har tidligere ført Viby J. op i toppen af DK’s talentudvikling. Har fungeret som træner på Badminton Danmarks U15 træningssamlinger.

Kristoffer Knudsen – Ungdoms cheftræner i KBK kbh., samt elitetræner i KMB 2010. Nr. 64 i verden i mixdouble.

Bjarne Nielsen - Listen er lang, og her er blot et uddrag. Tidligere U21 landstræner. Ungdoms cheftræner i Roskilde Badminton, og har tidligere været det i Lillerød, og Hillerød. Arbejder også som mental coach i hans eget firma (læs mere på hans hjemmeside - tryk her)

Nadia Lyduch - Har været ungdoms cheftræner i Greve i rigtig mange år. Der er blevet udklækket mange talenter under Nadia's vinger. Hun har også sit eget firma der leverer hjernetræning (læs mere om det på hendes hjemmeside - tryk her)

Morten Hemmersam - Tidligere U13 landstræner. Har været ungdomscheftræner i Højbjerg, Randers, og er i dag i Aarhus AB.

Rasmus Quist - Tidligere ungdoms cheftræner i Viby J, ungdoms elitetræner i Greve, og elitetræner i Skovshoved.